Røgalarmer redder liv – sådan sikrer du dit hjem.
En røgalarm kan være forskellen mellem liv og død, hvis der opstår brand. Den registrerer røg og advarer med en høj, skinger lyd, så du kan nå at komme ud i tide og tilkalde hjælp. Det er en lille investering, der kan gøre en stor forskel.
Hvor og hvordan installerer du røgalarmer?
Hvis du ikke allerede har installeret røgalarmer i dit hjem, kan du købe dem i de fleste supermarkeder, byggemarkeder og online. De er nemme at montere og kræver ingen særlige værktøjer.
- Placering er vigtig: Røgalarmer skal monteres i loftet, mindst 50 cm fra vægge og døråbninger – allerhelst midt i rummet. Har du skråvægge eller loft til kip, bør alarmen placeres én meter fra det højeste punkt.
- Antal og placering: Du bør have mindst én røgalarm på hver etage – og meget gerne i alle soveværelser, opholdsrum, stuer, fordelingsgange og bryggers.
Vedligeholdelse og levetid
Røgalarmer virker kun, hvis de er i god stand. Derfor er vedligeholdelse afgørende:
- Test dine røgalarmer jævnligt – gerne én gang om måneden.
- Rengør dem for støv og spindelvæv for at undgå fejlalarmer.
- Udskift batterier mindst én gang om året – eller brug alarmer med langtidsholdbare batterier.
- Skift hele alarmen efter ca. 10 år, da sensoren med tiden bliver mindre effektiv.
Hjælp andre – og husk ferien!
- Hjælp ældre familiemedlemmer og naboer med at installere og vedligeholde røgalarmer.
- Tag en røgalarm med på ferie, især hvis du skal bo i sommerhus, ferielejlighed eller skihytte – der er ikke garanti for, at der findes en funktionsdygtig alarm.
FOREBYGNING FREM FOR UDRYKNING 🚒






