Brandsikker Jul

Brandsikker Jul

Julen nærmer sig, men årets kolde måneder er højsæson for brande. Gå derfor aldrig fra levende lys og vær opmærksom i køkkenet, når du tilbereder mad.

 

Mange brande i hjemmet starter enten ved brug af levende lys eller i køkkenet, og det er netop i vintermånederne, at der oftest opstår brande i private hjem.

 

Risikoen for brand kan reduceres ved at følge nogle enkle råd.

 

– Vær ekstra opmærksom på brandfarer her i juletiden. Bliv i køkkenet, når du tilbereder mad og læg aldrig ting fra dig på komfuret. Når du har tændt levende lys, skal du huske at sætte dem langt fra brændbare materialer som f.eks. gardiner. Håndsprit er stadig et element i vores hverdag, som vi skal være opmærksomme på. Håndsprit er en meget brændbar væske – så husk endelig at stille håndspritten langt fra de levende lys. Sluk altid levende lys, når du forlader lokalet, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

 

Hvert år oplever ca. 60.000 danskere en såkaldt ’happy fire’. Det er en brand, som man selv opdager med det samme og selv formår at slukke, og hvor brandvæsnet ikke bliver tilkaldt. Hav derfor altid vand i nærheden, når du har tændt levende lys.

 

Test din røgalarm

Selvom du følger de gode råd til en brandsikker jul, er det vigtigste element i en brandsikker bolig at tjekke, at røgalarmerne virker.

 

– En fungerende røgalarm kan være med til at redde liv. Når der opstår en brand, spredes røgen hurtigt, og røgen er farlig at indånde. Hvis du har opsat røgalarmer i dit hjem, øger du dine chancer for at blive advaret, inden branden når at brede sig. Men det kræver selvfølgelig, at røgalarmerne virker, så husk at teste din røgalarm siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, Mads Dalgaard.

Læs Danske Beredskabers og Beredskabsstyrelsens råd om røgalarmer og brandsikkerhed.