Det er som udgangspunkt forbudt at afbrænde affald – herunder haveaffald!
Affald og haveaffald må kun afbrændes på et godkendt forbrændingsanlæg. I særlige tilfælde kan kommunen dog give tilladelse til afbrænding under bestemte betingelser.
Generelle regler for afbrænding
Ved al afbrænding – uanset type – gælder følgende:
- Afbrænding må ikke forårsage væsentlig ulempe eller gener for omgivelserne – for eksempel ved røg eller lugt.
- Afbrænding må aldrig udgøre en fare for personer, miljøet, bygninger (især stråtækte huse) eller værdifulde ejendele.
- Tilsynspligt: Afbrænding skal overvåges af en myndig person og være under konstant opsyn, indtil ild og gløder er helt slukket.
- Der skal altid være slukningsudstyr klar (for eksempel haveslange, skovl, handsker).
- En mobiltelefon bør være tilgængelig, så hjælp hurtigt kan tilkaldes i tilfælde af at afbrændingen kommer ud af kontrol.
- Afbrænding må ikke ske i stærk blæst. Hvis vinden ændrer retning eller styrke, og det medfører risiko, skal afbrændingen straks stoppes.
- Afbrænding skal altid påbegyndes mod vindens retning.
Efter endt afbrænding skal ild og gløder slukkes helt, og uafbrændt materiale samt aske skal bortskaffes miljømæssigt forsvarligt.
Overtrædelse af reglerne kan medføre politianmeldelse i henhold til Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger (Bek. nr. 1339 af 10/12/2014).
Afbrænding af haveaffald
Afbrænding af haveaffald er som udgangspunkt forbudt jævnfør affaldsbekendtgørelsen § 51 og regulativer for husholdnings- og erhvervsaffald i den enkelte kommune.
Tilladte undtagelser:
- Rent, tørt træ (brænde), der ikke er affald, må afbrændes på særligt indrettede bålpladser.
- Sankt Hans-aften (23. juni): Her er det tilladt at afbrænde haveaffald, jævnfør affaldsbekendtgørelsen § 36.
- Små bål (maks. Ø80 cm) med rent, tørt træ er altid tilladt, så længe det ikke er til gene for omgivelserne og sker under hensyntagen til vind- og afstandskrav.
Læs her om de gældende regler i din kommune?





